Det begyndte stille — og endte med at ændre alt.

I 2014, midt i 3.g, begyndte noget at knage. Ikke med et brag, men som en langsom revne i det, der ellers så helt ud. I de sabbatår der fulgte, fyldte mine symptomer og udfordringer så meget, at jeg på et tidspunkt ikke længere kunne have et arbejde. Det, de fleste tager for givet, var pludselig umuligt for mig.

Vendepunktet kom i 2017, da jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. On og off gennem fem måneder. Det var hårdt — og det var afklarende. Fordi det tvang mig til at se virkeligheden i øjnene og begynde en rejse, som ingen lærebog havde kunnet forberede mig på.

Det jeg lærte, kunne ingen bog have lært mig: at hvert menneske er forskelligt, og at den måde vi taler om de svære ting — med eller uden fordomme, med eller uden ærlighed — betyder alt.

Fra 2018-2020 læste jeg på journalistuddannelsen — et valg der ikke var tilfældigt. Sproget og fortællingen var allerede blevet min måde at bearbejde og forstå verden på. Undervejs og efterfølgende arbejdede jeg med kommunikation i praksis: i virksomhedspraktikker med video, podcast, billeder, pressemeddelelser og forskningsformidling — og i tre ansættelser som kommunikationsmedarbejder. Hos en social institution med bosteder, i en fodboldklub og på Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

De steder lærte mig noget vigtigt: kommunikation er ikke ens overalt. En beboer på et bosted, en fodboldspiller og en sejler har forskellige virkeligheder — og organisationer der forstår det, kommunikerer bedre. Indadtil og udadtil.

Jeg lærte også, at åbenhed — reel, modig åbenhed — kan ændre et menneskes oplevelse af at høre til. Også på en arbejdsplads. At organisationer der tør tale om sårbarhed og mistrivsel ikke bare bliver mere menneskelige — de bliver bedre. For alle. Også for dem, der arbejder anderledes.

Det er den overbevisning, jeg bygger mellemrm på. Med mine levede erfaringer, mine journalistiske kompetencer og et grundigt kendskab til, hvad det vil sige at navigere i verden med både ressourcer og sårbarhed.